Hvad er Iaido? Iaido er kunsten at skære idet man trækker sværdet; man bruger et japansk sværd. Iaido udøves alene ved at lave en serie af kataer (kampsituationer). For den erfarne udøver modstanderen én selv. Kataernes eneste funktion er at udvikle udøverens koncentrationen og evne til at opnå den perfekte instinktive bevægelse. Når man træner Iaido, opnår man selve essencen af Iaido: selvbeherskelse og ro. Iaido er aldrig offensivt. Iaido betyder ordret: - at leve, eksistere - harmoni - vejen Man kan derfor oversætte Iaido med "vejen til et harmonisk liv".

Oprindelse: Iaido blev første gang formaliseret takket være Hayashizaki Shinsuke Shigenobu i slutningen af det 16. århundrede. Han skabte den første slags Iaido som hed Hayashizaki Ryu. Én af hans disciple, Tamiya Heibee Shigemasa, havde derefter grundlagt TamiyaRyu. Den syvende generation af Tamiya, Hasegawa Chikarasuke Hidenobu udvikler Hasegawa Eishin Ryu. Den niende generation Omiri Rokkottai Morimasa skabte sin egen stil kaldet omori ryu (ca. 1688). Iaido var lige ved at forsvinde efter Meiji revolutionen i 1868, da det blev forbudt at have et sværd (1876), men det blev på ny udviklet takket være én af de store mestre i Iaido fra Meiji tiden: Nakayama Hakudo, som efter at have studeret Eishi Ryu skabte Musoshinden Ryu i 1933. I dag trænes Iaido meget i Japan og i resten af verden.

Seitei Iai

Eftersom de gerne ville prøve at standardisere og derved gøre det muligt for alle Iaido-udøvere at få en fælles base, udviklede eksperterne fra den japanske federation for Kendo (ZNKR) (Zen Nippon Kendo Renmei) en ny skole som hedder Setei Iai eller Iai ZNKR. Ved skabelsen i 1969 var der 7 kataer, som hovedsageligt var blevet foreslået af Muso Shinden Ryu og Muso Jikiden Eishin Ryu skolerne. Til denne serie blev der i 1992 tilføjet 3 yderligere kataer, og i 2001 yderlige 2 kataer.

Seitei Iaido kata

Mae (前?). Front. Begynder fra en knælende stilling; foregriber et frontalt angreb.

Ushiro (後ろ?). Bagud. Begynder fra en knælende stilling; foregriber et angreb bagfra.

Ukenagashi (受け流し?) Modtage, parere og skære. Begynder fra en knælende stilling; parerer et angreb fra venstre.

Tsuka-ate (柄当て?). At slå med skaftet. Begynder fra en særlig siddende stilling med hævet knæ, foregriber to angreb; et forfra og et bagfra.

Kesagiri (袈裟切り?). Skærer diagonalt. Begynder fra stående stilling, foregriber et angreb fra jodan kamae.

Morote-Zuki (諸手突き?). Stød med to hænder. Begynder fra stående stilling, foregriber tre angreb; to forfra og et bagfra.

Sanpōgiri (三方切り?). At skære i tre retninger. Begynder fra stående stilling, foregriber tre angreb; henholdsvis fra højre og venstre side og frontalt.

Ganmen-ate (顔面当て?). Slag til ansigtet. Begynder fra stående stilling; foregriber to angreb; et forfra og et bagfra.

Soete-Zuki (添え手 突き?). Stød med forenede hænder - (venstre hånde støtter bladet, mens højre hånd holder skaftet). Begynder fra stående stilling; foregriber et angreb fra venstre.

Shihōgiri (四方切り?). At skære i fire retninger. Begynder fra stående stilling; foregriber fire angreb.

Sōgiri (総切り?). At nedskære fuldstændigt. Fem forskellige og komplette nedskæringer. Begynder fra stående stilling. Nukiuchi (抜き打ち?). At angribe pludseligt. Begynder fra stående stilling; undviger og kontraangriber ved et frontalangreb.

I visse tilfælde studerer Iaido-udøvere en Koryu (traditionel skole) udover Setei Iai. De to traditionnelle skoler som der undervises mest efter i dag er: - Muso Shinden Ryu - Muso Shikiden Eishin Ryu.

Her på siden, har vi samlet svarene på nogle af de spørgsmål, som vi ofte møde omkring DKF og dets virke. Ligeledes har vi på det seneste registreret, at der er emner (specielt omkring kendo), som ikke i tilstrækkelig omfang, tidligere er blevet belyst af DKF. Dette her givet grobund for misforståelser og usandheder, her prøve vi at redegøre for nogle af spørgsmålene. Har du andre spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte os på mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Hvad er FIK?

Internationalt Kendo Forbund er bredt anerkendt i hele verden som repræsentant for Kendo, Iaido og Jodo. FIK er sammensat af nationale kendo forbund fra hele verden. De nationale forbund er opdelt i 3 zoner, Asiatisk, Amerikansk og Europæisk zone. FIK blev etableret i 1970 med det formål, at sikre en positiv international udvikling for Kendo, Iaido og Jodo.

Hvad er EKF?

Europæisk Kendo Forbund er paraplyorganisation for de nationale forbund i den Europæiske zone. Euro-zonen dækker over Europa, Mellemøsten og Afrika.

Hvad er SPORTACCORD (tidligere GAISF)?

Har til mission at samle, støtte og promovere dets medlemmer. Medlemmerne er internationale sports forbund og organisationer. SportAccord samarbejder med IOC og WADA (World Anti-Doping Agency). FIK søgte (og fik) optagelse i SportAccord efter kraftigt pres fra blandt andet EKF og dets medlemmer. En af grundene til det kraftige europæiske pres var, at myndighederne i mange lande brugte SportAccord som facitliste for hvilke sports forbund, der kunne få tildelt økonomisk støtte. Et andet argument for at søge ind i SportAccord var, for at beskytte Kendo fra at blive ”overtaget” af andre aktører. Et medlemskab af SportAccord anses for at være en international blåstempling af en organisation.

Findes der andre Internationale forbund der udbyder Kendo?

Ja, der findes andre organisationer, der udbyder Kendo. Et eksempel er IMAF (International Martial Arts Federation). De har ikke den store opbakning, en af grundene hertil er at de repræsenterer forskellige kamp stilarter, hvor kendo således bare er en af mange. Der findes heller ingen kontrol eller tilsyn med, om det der undervises i er relevant eller ej (ift betegnelsen kendo).

Er Kendo en sport eller en kunstart?

Mange trænere vil nok føle et dybt stik i hjertet, når man kalder Kendo eller andre kamp stilarter for sport. Det rette ord man bruger er kampkunst eller kamp stilart. Oprindelsen og baggrunden for stilarten gør, at ordet ”sport” ikke vil være en dækkende betegnelse. I Danmark bliver kunst for det meste associeret med noget, der enten er en rent privat/personlig udtryksform, eller noget som er til for at underholde og begejstre et publikum/tilhørere - en kunstner er en person, der enten brænder for at udtrykke sine private følelser og tanker, eller én der brænder for at underholde. Derfor falder det sjældent naturligt at betegne kampkunst som netop en kunst, mens man ofte betegnelsen ”sport” til at beskrive Kendo og kampkunst generelt, idet den fysiske basis, og muligheden for udfordre egne færdigheder i regelrette konkurrencer netop associeres med betegnelsen sport. De organisationer som kendo organisationer (klubber og forbund) i Danmark naturligt vil samarbejde med og søge optag i, er således også sportsorganisationer.

Olympiaden og Kendo?

Der har i mange år været rygter om, at FIK ville have Kendo med som en OL disciplin. Der er da også kræfter inden for organisationen, der har arbejdet for, at dette skal ske, primus motor for dette har nok været Syd-Korea. Dog er der en meget stærk lobby imod deltagelse ved OL. Grunden hertil er, at den "olympiske realitet" (måske i modsætning til det olympiske ideal) ikke harmonerer med Kendo, dens værdigrundlag, tradition og historie. Man kan dog ikke afvise, at kendo en dag vil blive en OL disciplin. Da FIK er en demokratisk organisation er denne mulighed selvfølgelig også åben. Det er dog ikke noget, der er på tegnebrættet, og der er ikke nogen umiddelbar udsigt til, at det kommer til det.

Findes der flere stilarter inden for Kendo?

Som udgangspunkt nej men også lidt ja. I Kendo er alle lige, og træning foregår på tværs af alders- og erfaringsforskelle. Det lille ja kommer sig af, at hver Kendo-ka udøver Kendo med udgangspunkt i sin egen person, og således har hver persons kendo sin egenart. Dette gør at en kendo-ka (kendo udøver) hel tiden møder nye udfordringer og idéer, og herved hele tiden udvikler sig.

Hvad er forskellen mellem Kendo i dag og for 100 år siden?

Hvad angår traditioner er der ikke den store forskel. Man vil måske mene, at disciplinen og intensiteten dengang, var meget hårdere end i dag, men man må betænke at den moderne kendo-ka, ikke er fra en stand af krigere, for hvem kamp på liv og død og forberedelse til sådanne kampe altid er altings målestok. Den almene Kendo træning reflekterer den aktuelle virkelighed, mens ekstremerne i intensitet stadig kan opleves; f.eks. ved træning i det japanske politi's Dojo, der er notoriske for deres hårde træningsprogrammer og strenge disciplin.

Er træningen hård?

Ikke nødvendigvis i starten, men når man er hjemme i grundteknikkerne stiger intensiteten dog meget - man skal først være familiære med de grundlæggende bevægelser og teknikker, før man kan udføre dem med stor fysisk intensitet. Nogle har den opfattelse, at Kendo-træning i højerer grad går ud på meditation og roligere træning. Denne misforståelse møder man ofte, men det er ikke en korrekt opfattelse. Traditionelt set var træning i sværdkunst ikke for alle og enhver. Man trænede meget hårdt og intenst for at lære de færdigheder, der skulle give en succes på slagmarken. Hvis man ikke gjorde dette, blev livet som Samurai kort, og (hvad værre var) uden værdi for ens herre. Udenfor selve træningen kunne man med meditation og andre mere åndelige beskæftigelser, restituere og arbejde på andre aspekter af ens karakter. Det må her betænkes, at Samurai var en højere klasse i det japanske feudalsamfund, og som alle sådanne klasser i historien, havde de kulturelt og historisk betingede normer for "passende" dannelse, som de skulle leve op til. Kendo hænger uløseligt sammen med udtrykket ”Ippon Shobu”. Det kan oversættes til noget i stil med ”første teknik afgører alt”, og den danske version vil nok være ”hvis du gør det korrekt første gang, behøver du ikke gøre det igen”. På en slagmark har man kun et forsøg og det er denne sindstilstand, man tilstræber i træningen.

Er det sket ændringer i teknikker gennem tiden?

Man træner en bred vifte af teknikker, som man altid har gjort. Nogle teknikker er ikke direkte brugbare i kamp, men trænes alligevel. Det er forståelsen af kamp med sværd, man arbejder med og ikke hvilken teknik, der ville virke bedst i en kamp med skarpe sværd og fuld rustning. Typisk afsluttes en træning med frikamp, hvor man har mulighed for at øve de teknikker, man har lært, og hvor man er overladt til sin egen dømmekraft og egne reaktioner. Herved kan man selv lære, hvilke teknikker der virker, og hvilke der ikke gør - samt få en bedre indsigt i kampens dynamik, både som fysisk hændelse, og som indre oplevelse. Historisk er der dog visse teknikker, der er taget ud af Kendo. F.eks. var det normalt i Kendo før Anden Verdenskrig at lave benfejninger, kast, afvæbning og håndgemæng. Dette gør man ikke mere, da det er sværdkampen, der er det centrale i Kendo. Teknikkerne kan dog stadig læres og øves, de bruges bare ikke mere i almen frikamp og til turneringer.