Dojo Portræt, Kilikai: Frederiksbergs Kendoklub Afsnit 2
Ib Scherer har trænet kendo siden 2015. “Jeg startede Kendo fordi jeg elsker Japan og kampsport. Jeg trænede fægtning, bueskydning og karate før jeg startede mit kendo eventyr i Vejle. Da jeg startede i Vejle mødte jeg også Peter som var min store helt, og jeg mødte Martin som var den bedste Sensei jeg kunne bede om. Jeg trænede sammen med Martin alene i lidt over et år, før vi fik flere mennesker med i kluppen. I løbet af den tid startede jeg også med at træne i andre byer for at få så meget træning som muligt”. Han blev faktisk hurtigt en dele af talentholdet og landsholdet, og var en af de mest aktive kendoka i Danmark.
Desværre var landsholdet ikke så god til at støtte folks stress niveau i den periode, og Ib brændte ud. Det endte med at blive til en to års pause fra kendo, før han flyttede til København hvor Momo Skiba fandt ham på Facebook. Hun bad ham at komme til Roninkai og blive en senpai på trænerholdet i oktober 2021. Og siden maj 2022 blev ham en fuld partner og driver dojo'ens fremtid. Sammen som Momo underviser han kendo i Roninkai, som kræver 3 timers transport hver uge. Samarbejdet fungerer ved at der deles træningsplaner før træning, og efter træning drøftes der om elevers fremskridt og hvordan træningen kan blive bedre for alle.
Ib er også en dele af Kilikais trænerhold, hvor han er hovedtræner for Kilikais onsdage keiko. Han er den yngste sensei i Danmark, han har mere end 20 elever og arbejder altid på at blive den bedste træner han kan blive. “Ib er en dygtig sensei der er rigtig god til at lære fra sig ved både at give klare instrukser, god personlig feedback og skabe en god atmosfære i dojoen… Han er en velforberedt, inspirerende og motiverende sensei som vi er heldige at have!” sagt en elev om ham. Han deltager af og til også Kenseikais keiko for at fokusere på sin egen fremskridt og effering, så han kan blive den bedste kendoka og træner han har mulighed for.
Hans favorit waza er dou-waza. “Jeg elsker lyden og følelsen af at skære dou. Det er en svær waza at anvende i kamp, men når man rammer et slag der lyder og føles helt rigtigt, er det euforisk! Jeg har også en kærlighed til Nuki-waza, da det er en af de teknikker der har virket for mig i turneringer - Nuki-waza er dog også en meget svær type teknik.” Han har ingen ynglings shinai, bare en af sine ‘Franken-shinai’ eller hvad end shinai han lige har strammet. Hans bedste kendo oplevelser er nok fra sin tid på det danske landshold. “Men hvis jeg skulle vælge en specifik oplevelse, så ville det være min første træning: jeg startede kendo i Vejle sammen med Martin Polansky Sensei, og min første træning var tilfældigvis den sidste træning for Peter Klærke og Agnete Laursen… Grunden til jeg ikke stoppede med kendo efter et par uger, var fordi den kampgejst jeg oplevede til min første træning var så eksotisk og tiltrækkende at jeg ikke turde stoppe før jeg havde smagt på det. Og kampens frugt smager fantastisk! Jeg vil for evigt være taknemmelig overfor hvor fantastisk min introduktion til kendo var, og den tålmodighed Martin-sensei havde for at sørge for jeg blev til den kendoka jeg er i dag.”
Ibs ønske for fremtiden af dansk kendo er, at der er et større sammenhold med mange flere klubber kørt af mange forskellige sensei. Han ønsker at kendo ikke kun vokser, men udvikler sig til at være mere end en lille gruppe af mennesker der godt kan lide at svinge med bambus. “Men for at det kan ske, skal vi først udfolde den næste generation af kendoka, og hjælpe dem af os der er på grænsen til at være sensei med at blive til gode sensei: jeg har selv meget jeg skal lære og opleve, før jeg føler mig som en "rigtig" sensei. Men når vi får nyt blod i systemet, og finder ud af måder hvor vi kan træne sammen symbiotisk på tværs af alle klubber, så tror jeg at dansk kendo vil udvikle sig til noget endnu mere smukt, end det jeg allerede elsker så højt.”