Dojo Portræt, Roninkai: Næstveds Kendoklub Afsnit 2

Momo Skiba er chefinstruktør og stifter af Roninkai. Hun stiftede klubben 3 år efter hun flyttede til Danmark fra USA med sin familie, for at have et sted at træne og dele hendes passion for kendo med andre. Hendes tilgang som træner er, at alle er unikke og har deres egen helt særlige historie og behov, som man må forstå og tage højde for, hvis man vil rykke dem mest muligt.

Inden Momo kom til Danmark, havde hun trænet i over 10 forskellige kendoklubber i USA, Japan og Kina. Hun har haft mange, både gode og dårlige, oplevelser som bl.a. lærte hende vigtigheden af at arbejde for en sund og social dojo-kultur. Roninkai står derfor for en inkluderende kultur, hvor kendo er for alle uanset alder, køn, fysisk eller psykisk handicap.

Udover at være chefinstruktør i Næstved kendoklub har Momo også været meget aktiv i at starte Kilikai - Frederiksberg og Københavns kendoklub op sammen med en række andre kendoudøvere i Københavnsområdet, der efterspurgte en ny tilgang til kendotræning med samme kultur som Roninkai. Hun er i dag chefinstruktør i Kilikai, med det formål at støtte mindre erfarende trænere i at blive dygtige undervisere, så hun en dag kan overdrage dojoen til dem, ligesom Yukio Kato i sin tid overdrog Gakushinkan til David Mwaipaya.

Momo er også medlem af Dansk Kendo Forbunds (DKF) bestyrelse, hvor hun er kendt som en utrættelig arbejdshest. Hun har bl.a. været med til at omstrukturere forbundets lager af kendoudstyr og udbrede kendskabet til kendo i Danmark.

Hendes ynglings shinai er en røget jisingata shinai i størrelse 39 – Den dufter godt, og har en smuk farve.  Hun har også en letvægt kotogata shinai med en lyserød snor, som hun har fået af Yukio Kato. Hun bruger den dog kun, når hun kæmper imod rigtig dygtige kendoudøvere, da hun synes det er lidt snyd at bruge en shinai i kvindevægt mod mænd, når de har den samme fysiske styrke.

Blandt hendes bedste oplevelser med kendo mindes Momo bl.a. sin første bogu (rustning) prøve, og første gang hun vandt en shiai (turneringskamp) over en af sine gode venner – en episode som de stadig taler om den dag i dag. Mest af alt husker hun dog de mange oplevelser som hun har haft med andre kendo udøvere i Danmark de sidste par år.

Momos håb for fremtiden er, at hun kan være med til sikre, at der altid er et sted, hvor alle der har lyst til at træne kendo kan få muligheden for at træne, og som man altid kan vende tilbage til.