Blog: Fighting spirit, smerte og selvudvikling del 2
DKF giver plads til at medlemmer kan skrive blogs om relevante emner. Blogs er udtryk for forfatterens synspunkt og er ikke udtryk for DKFs officielle holdning.
Bloggen er skrevet af Jens Møllgaard, træner i Thy kendo, ISAF krigsveteran og tidligere kendo landsholdskæmper.
Blog: Fighting spirit, smerte og selvudvikling del 2
I del 1 kunne man læse om vigtigheden af at kende sine fysiske og psykiske grænser og hvordan man kan bruge smerte i selvudvikling.
Mennesker er forskellige men de fleste kan i kortere eller længere tid presse sig selv, ud mod og over deres egen grænser. Problemet ved at presse sig selv i langere perioder er, at man har en tendens til at overse når advarselslamperne blinker og man er ved at gå i grøften.
For at udvikle sig på en sund og sikker måde, kan man overlade styringen til en erfaren sensei der kan holde overblikket når tingene spidser til. På den måde kan man fokusere på sin udvikling.
Sensei arketyper.
Lige meget hvad man laver til hverdag på arbejde eller i sin fritid, vil man have en chef eller kollega der vil være ens læremester eller mentor.
På japansk bruger man ordet Sensei som betyder ”tidligere fødte”. Ordet bruges som en æres titel over for mennesker, der har en stor erfaring inden for deres felt. Sensei bruges bredt i samfundet og ikke kun i kampsport.
I kampsport / kampkunst uden for Japan, er titlen I højere grad blevet forbundet med prestige mere end en måde at vise respekt på.
Man ser ofte kampsportsudøvere i vesten der vil kaldes sensei, så snart de får deres “sorte bælte” (1. dan). Selv om der i de forskellige budo-stilarter er forskelle på, hvor svært det er at få sort bælte. Er der ingen hvor træningstiden er lang nok til, at give dem den nødvendige erfaring eller de egenskaber til at de kunne agere og virke som en sensei. Det er også en misforståelse at tro at man aktiv kan vælge at blive sensei. Sensei er noget man gø sig fortjent til gennem mange årtiers træning.
Lige meget om man kalder det sensei, læremester eller andet er man nød til at kende arketyperne for, at kunne vurdere om ens egen sensei er den rette til at styre ens udvikling.
Arketype 1 , Den klassiske Sensei
Er relativ ydmyg over for deres virke, de hviler i sig selv, har høje krav til eleverne og sætter elevernes udvikling i centrum. De er foregangsmand som har prøvet det hele selv og ved hvad konsekvensen af deres krav indebære for eleverne både fysisk og psykisk. Selv om de er på toppen fortsætter de deres udvikling, mens de viser deres elever en vej frem.
De har så meget erfaring med deres egen og elevers udviklingskurve, at de konstant kan lægge niveauet for træning to trin over elevnes nuværende niveau. På den måde skaber de fremdrift uden at demotivere eleverne.
Sensei af denne type er som oftest drevet af deres elevers arrangement og vilje til at lære. De er drevet af, at se deres elever udvikle sig og har ofte et ønske om, at deres eleverne en dag vil bliver bedre end dem selv.
En sensei af denne type kunne aldrig drømme om, at kræve af folk at de skulle kalde dem sensei. Det er ikke nødvendigt. Eleverne oplever en naturlig respekt for deres instruktørers personlige bedrifter, arrangement og for det positive forbillede de er. Derfor kalder de dem sensei.
Arketype 2, Wannabe sensei
Er ikke specielt ydmyg, ikke nødvendigvis højt gradueret og er i høj grad styret af deres ego. Egoet skal plejes ved at ydmyge og dominere elever, uden der ellers er nogen læringsmæssig indhold for eleven. De har et relativ højt niveau i de teknikker de bruger mest, men ellers er deres egen udvikling er gået i stå. De teknikker de kan, bruger de til at dominere elever allerede fra når eleverne er begyndere. Med tiden opbygger de sig en kult af disciple de kan dominere og manipulere til at tro, at deres autoritet som sensei ikke kan diskuteres.
En type 2 sensei afskære elevernes muligheden af at opleve og lære af andre, samt undertrykker elevernes udvikling, så de ikke overhaler deres ”sensei”.
På grund af deres position mener de at have ret til, at presse elever ud over deres personlige grænser og ydmyge dem.
De har en af to baggrunde at gøre dette på, men ingen af de to baggrunde giver eleverne sikkerhed for at indholdet af læringen har nogen substans.
Baggrundene er:
1. De har selv oplevet hårdt pres og har udviklet en arrogance og et mindreværd der gør dem i stand til at presse deres elever hårdt uden at tage vare på deres fysiske eller psykiske sikkerhed. På den måde kan de meget nemt ende med at skade deres elever.
2. De har tillært sig en hårdcore facade, men har faktisk aldrig selv rigtig oplevet at træne ret hårdt i en længere perode. De kan opstille en hård træning, men forstår ikke helt hvilken læringsmæssig funktion den har. Fordi de ikke selv har oplevet hårdt pres, kan de ikke se hvornår eleverne når en grænse og kommer derfor til at presse eleverne ud i en potentielt skadelig situation.
Disse instruktøres ego ikke kan klare når elever stiller kritiske spørgsmål. De er konstant nødt til at forsvare deres position ved at tvinge elever til underkastelse. Det kan gøres på mange måder, en kan være ved teknisk at dominerer elever når de er nystartede uden andet formål end at fremtidssikre elevernes underkastelse. De kan også tvinger elever til at kalde dem sensei.
Eleverne kalder denne type instruktør sensei af frygt og manglende viden om hvilke kvaliteter en rigtig sensei bør have.
De fleste sensei er en blanding
Begge arketyper er sat på spidsen men de findes. De fleste sensei vil dog være et sted mellem disse yderpunkter og har forskellige kombinationer af egenskaber. Fordi nogle af de egenskaber de har, ligner i hinanden på overfladen er det super svært at se og vurderes deres indre værdier. Det gør det svært at vurdere om an har fundet den rigtige sensei er svært.
Valg af Sensei
En japansk sværdmester sagde engang, at det er bedre at gå utrænet end at vælge den forkerte sensei.
I en læringssituation vil man stå I en sårbar position og det er vigtig, at man undervises af en faglig dygtig sensei med gode menneskelig forståelse og værdierne i orden. Arketype 1 er den sensei man skal stræbe efter at finde.
Bare fordi man finder en go sensei, er det ikke ensbetydende med at man undgår frustration og vrede. Ens sensei skal lære fra sig og i sagen natur er den opgave ikke lige med, at det bliver smertefrit eller problemløst for eleven, måske tvært imod. Man bliver nødt til at afveje de langsigtede ønsker for ens rejse mod de kortsigtede frustrationer over ens sensei.
Man skal være opmærksom på, at sandsynligheden for at man falder fra, stiger i takt med at frustrationerne stiger. Hvis man har valgt den rigtige sensei, kan man finde ro i at visheden om at tingene ikke kommer helt ud af kontrol. På den måde bliver det lettere at acceptere omstændighederne og koncentrere sig om opgaven. Bliver man usikker kan man sige fra og måske komme igen senere, på den måde undgår man et knæk og få tid til at vurdere om beslutningen var rigtig.
Systemet omkring udviklingsprocessen
Hvis man har fundet den rigtige sensei, kan det nogle gange være nemmere at befinde sig i et system hvor man ikke kan sige fra. Et eksempel på sådanne systemer kunne være forsvaret eller på et landshold hvor man bare ikke kan sige fra uden en konsekvens.
Det er vigtigt at man forholder sig til hvilket system man er en del af, når fristelsen for at sige fra stiger. Kan man leve med konsekvensen af at sige fra?
Hvis man oplever at senseis ego eller pengefokus, bliver et omdrejningspunkt for systemet skal man være opmærksom. Nogle systemer kan være mere eller mindre sekteriske og drevet for profit. Oplever man at være i sådan et system skal man kraftigt vurdere om man er det rigtige sted og om det er et sundt miljø at teste ens grænser I.
I næste uge ser vi på hvordan man kan forholde sig til smerte og hvorfor smerten er din ven.